|
|
Martinus og hans værk
Hvem er Martinus?
Martinus (1890 - 1981) fik kun en begrænset
skolegang, men kom senere ad intuitiv vej til et
dybt indblik i livets grundlæggende principper.
Martinus' evne til at sanse livets åndelige
facitter er baseret på en udnyttelse af
bevidsthedens muligheder i en grad, som vi endnu
kender meget lidt til. Vi kender i dag kun til
intuitionen i dens første stadier, når kunstnere
og videnskabsfolk bliver inspireret til at skabe
noget enestående. En dybtgående
bevidsthedsændring hos den 30-årige Martinus
gjorde det muligt for ham at bruge sin intuition
som en bevidst adgangskilde til viden. Det er
ifølge Martinus en evne, som vi alle vil
udvikle, efterhånden som vore livserfaringer
kvalificerer os til det.
Martinus beskriver, at bevidsthedsændringen:
" ... udløste helt nye sanseevner, evner der
satte mig i stand til - ikke glimtvis - men
derimod i en permanent vågen
dagsbevidsthedstilstand at skue de bag den
fysiske verden bærende åndelige kræfter,
usynlige årsager, evige verdenslove,
grundenergier og grundprincipper.
Tilværelsesmysteriet var således ikke noget
mysterium for mig".
Fra han var 30 til 90 år
arbejdede Martinus på at formulere og udbrede
kendskabet til et livssyn med nøglebegreber som
tolerance, kærlighed og logik.
Martinus' Værk
Martinus kalder under et sit samlede
forfatterskab "Det Tredje Testamente". Hans
hovedværk "Livets Bog" i syv bind indeholder
åndsvidenskabelige analyser af de store
eksistentielle spørgsmål, bl.a. en beskrivelse
af det evige livs grundprincipper, de levende
væseners udvikling gennem reinkarnation,
meningen med lidelsen, seksualitetens udvikling
og forvandling, skabelsen af et internationalt
verdensrige samt en forklaring af
guddomsbegrebet.
Han viser os et
verdensbillede, hvor mennesket forstås som et
ufærdigt væsen. Vi befinder os ifølge Martinus
imellem to principielt forskellige
udviklingsstadier: et dyrestadium og et stadium
for det færdige menneske. Dette mellemstadium
har som konsekvens, at vores bevidsthed er
sammensat af både dyrets naturlige aggressivitet
for at overleve og det færdige menneskes evne
til kærlighed og logisk tænkning.
Martinus Åndsvidenskab eller
Kosmologi er et godt analyseredskab til at
forstå menneskets sammensatte natur - både i en
selv og hos andre. Det er en viden, der løber
fra en guddommelig kilde med den hensigt at
skabe forståelse og respekt for livets
mangfoldighed.
Som supplement til
hovedværket har Martinus skrevet "Det Evige
Verdensbillede", der er i fire bind. Her
forklarer han ved hjælp af en række symboler
hovedprincipperne i sin åndsvidenskab.
Martinus har yderligere
skrevet bøgerne "Bisættelse", "Logik" og "Den
Intellektualiserede Kristendom" samt 28 mindre
bøger og cirka 200 artikler.
Du kan læse mere om Martinus
på Martinus Instituttets hjemmeside:
www.martinus.dk eller på hjemmesiden om
Martinus´ barndomshjem i Sindal:
www.martinussindal.dk
Martinus´ eget svar på
hvem og hvad Martinus er:
Martinus svarer: "Jeg er essensen af alt, hvad jeg hidtil har
været. Jeg er for hver især det lidt, meget
eller intet, som vedkommende selv kan se, og jeg
ønsker kun at blive bedømt efter
manifestationer. Desuden er jeg ingen ynder af
de mange rangklasser; der er kun en klasse for
mig, og det er sønner af GUDEN. Jeg er den lærer
som GUD har givet dig, og du skal blot lytte
til, hvad jeg har at sige dig, og for så vidt
det er dig muligt følge mit eksempel. For øvrigt
er jeg alles ven og tjener for den mindste!"
|
Martinus 1921

Martinus 1979
|
|
Martinus citater
Nogle udvalgte martinus Citater
|
I Martinus værk
findes en hel del yderst karakteristiske
udtalelser, som i takt med at verden i
højere grad vil stifte bekendtskab med
hans værk uden tvivl vil blive mere og
mere anvendte og almindelig kendte.
Herunder følger et lille udsnit:
-
Der hvor uvidenhed fjernes,
ophører det såkaldte "onde" med at
eksistere.
(Livets Bog 1, stk. 19)
-
Kunst er evnen til at inkarnere
højintellektualitet i materien.
(Livets bog 4, stk. 1150)
-
En kærlighed, der ikke er
videnskab er ikke kærlighed, ligesom
en videnskab, der ikke er kærlighed,
ikke er nogen absolut videnskab.
(Livets Bog 7, stk. 2552)
-
Den materialistiske videnskab er
et produkt af intelligens, mens den
kosmiske videnskab er et produkt af
intellektualiseret følelse og
intuition.
(Livets Bog 7, stk. 2660)
-
Freden i verden er endnu kun en
våbenbalance mellem staterne.
(Livets bog 7, stk. 2436)
-
Den absolutte fred, menneske og
menneske imellem og dermed
nationerne imellem, er således
hverken et viljespørgsmål eller et
magtspørgsmål. Det er derimod
udelukkende et udviklingsspørgsmål,
der igen er det samme som et mentalt
kvalitetsspørgsmål.
(Livets Bog 7, stk. 2548)
-
Et levende væsens absolut eneste
sikre beskyttelse imod ond skæbne
bliver nøjagtig affødt af den
beskyttelse, det selv giver alle
andre levende væsener.
(Livets Bog 7, stk. 2447)
-
Det er rigtigt, at man i
århundreder har levet i troen på
"arveligheden". Men denne tro må
naturligvis ligesom alt andet, der
er et falsum, falde for det kosmiske
klarsyns gennemtrængende
intellektuelle lys.
(Livets Bog 2, stk. 569)
-
Sålænge der findes en blomst kan
erindringen om en højere verden ikke
slettes ud.
(Livets Bog 1, stk.183)
-
Jordmennesket er ikke noget dyr
i renkultur, men det er heller ikke
et færdigudviklet menneske. Det er
en såret flygtning mellem to riger.
(Livets Bog 1, stk. 82)
-
Moral udgør således en
begyndende vejledning i at beherske
tankeklimaer, på samme måde som
videnskaben er en begyndende
vejledning i beherskelsen af fysiske
klimaer. Moral udgør altså i
princippet det samme for
tankeskabelse, som videnskab udgør
for fysisk skabelse.
(Livets Bog 2, stk. 444)
-
Elektriciteten udgør broen
mellem salighedsriget og den fysiske
verden.
(Livets Bog 2, stk.418)
-
I den kommende verdensordning
vil man i stedet for nutidens store
slagteri- og
kvægopdrætningsvirksomhed finde
mægtige virksomheder, der har til
opgave at fremme planternes
forædling og udvikling af spiseligt
frugtkød.
(Den ideelle føde kap. 26)
-
Tilhængeren af den gamle
nydelses- eller ernæringsform må
gøre sig klart, at et efter nutidens
højeste mode "veldækket" bord udgør
en i sølv, krystal og blomster
skjult vej til hospitalet, en
festsmykket genvej til døden.
(Den ideelle føde kap. 9)
-
Den absolut sunde åndelige
ernæring for mennesket er alle
uselviske tankearter. .......De
fleste indre organiske og kroniske
sygdomme stammer fra fejlagtige og
dermed giftige tankearter.
(Livets Bog 7, stk 2026)
-
Mens køllen, buen og sværdet var
det direkte våben i tidligere
kulturperioder i menneskehedens
historie, blev bankkontoen senere i
den moderne kultur eller det falske
forretningsprincips domæne, det mest
raffinerede mordvåben.
(Livets Bog 4, stk. 1325)
-
Bankkontoen er det faste punkt
for jordmenneskehedens kultur af i
dag.
(Livets Bog 4, stk. 1328)
-
Politik er således i
virkeligheden kun udtryk for kampen
imellem Det gamle Testamentes og Det
ny Testamentes to forskellige
ideologier,....
(Livets Bog 4, stk. 1334)
-
Mens intelligensen kan udvikles
ved erfaring og undervisning, kan
humaniteten ikke udvikles ved
undervisning. Den kan udelukkende
kun udvikles ved lidelseserfaringer.
(Livets Bog 7, stk.2408)
-
Da videnskaben udgør den første
begyndende viden om verdensaltet og
tilværelsen, bliver den således den
kosmiske eller åndelige verdens
periferi. Den er den gryende
kosmiske bevidsthed. Den er den
friske søluft i nærheden af havet.
Den moderne videnskab vil altså i
virkeligheden være et uomstødeligt
bevis for jordmenneskehedens
åndeliggørelse.
(Livets bog 1, stk. 180)
-
Menneskene går nu stærkt hen
imod det store ragnaroks
kulmination, som allerede har
begyndt at holde sit indtog i
jordens sfærer. Hvad er ragnarok
andet end livets egen vintersfære?
Hvad er koncentrationslejre,
atombombenedslag, tortur og gasdød i
det hele taget? Er det ikke frost,
kulde og vintermørke i forhold til
det evige lys: "Alkærligheden", som
menneskeheden har i vente efter
dommedagen.
Er det ikke netop dette glædelige
budskab, det er blevet vor mission
eller opgave at omforme til en ny
kristen verdensepoke?
(Julehilsen 1978)
-
Korsfæstelsen på Golgatha var
således ikke nogen lille begivenhed.
Den var intet mindre end en
verdensbegivenhed. Med sin
alkærlighedsånd og primære
bevidsthed igennem verdensgenløseren
på korset drejede Gud hele
jordmenneskehedens millionårige
kulturbasis fra "angrebsprincippet"
og "forsvarsprincippet" til
"tilgivelsesprincippet".
(Julehilsen 1977)
-
Den fulde forståelse af livets
højeste analyser, og dermed
oplevelsen af den højeste sandhed
kan umuligt tilegnes ved blot og bar
læsning af analyserne. Den kommer
udelukkende kun ved at leve dem.
(Livets Bog 4, stk. 1062)
-
Disse analyser er ikke et svar
på alt, hvad der overhovedet kan
spørges om af kosmiske oplysninger,
men de er et absolut fuldgyldigt
eller mere end tilstrækkeligt
materiale til at udgøre den absolut
ufejlbarlige og eneste vej ud af
mørket, .......
(Livets Bog 7, stk. 2659)
|
|
|
|
|
|